#3 Den Klassiske Drøm
Manage episode 188067886 series 1569036
I afsnit 3 taler Christina Holm Dahl med Jesper Lützhøft, som er kunstnerisk leder af Athelas Sinfonietta Copenhagen, et ensemble som primært spiller ny musik. Athelas har eksisteret siden starten af 90’erne og er i dag et ret etableret ensemble.
Jesper har kun været kunstneriske leder for Athelas i nogle år men har i rigtig mange år været en passioneret musiker, igangsætter og organisator i den del af det klassiske musikliv, som har med ny kompositionsmusik at gøre – og det bærer samtalen i den grad præg af.
Så forbered dig på en fascinerende rejse gennem Athelas’ fortid, nutid og fremtid – og parallelt hermed et hæsblæsende besøg i den klassiske kompositionsmusiks verden.
Optagelsen er lavet en travl fredag midt i København – så undervejs kan du både høre klirrende nøgler, en telefontalende dame og glade mennesker på gaden. Det er dog alt sammen forbigående.
......
Hvad er Den Klassiske Drøm - er det livet som fastansat musiker og underviser eller er der en anden drøm? Er det klassiske musikliv en given størrelse eller er der plads til nytænkning i den stærke tradition?
Din vært Christina Holm Dahl, som selv er sanger og iværksætter i kulturlivet, undersøger en særlig del af det klassiske musikliv, nemlig de, som skaber deres eget - organisationer, festivaler eller ensembler. De er alle startet indenfor en ikke uoverskuelig fortid - nogle har 25 år på bagen, andre 2 år.
Kriteriet er, at de bygger på en stærk kunstnerisk idé, tilbyder arbejde til musikere og er blevet en etableret spiller i det klassiske musikliv.
Gennem en række samtaler med skabere og videreførere søger Christina Holm Dahl svar på hvorfor gør de det de gør, hvad der driver dem, og hvordan de helt konkret gør.
Trods rygtet er den klassiske musik er nemlig slet ikke døden nær – den bor bare mange og uventede steder.
Alle samtaler finder sted 'ude i virkeligheden' - derfor kan der forekomme baggrundsstøj og andre forbigående forstyrrelser i lyden.
19 episodes